Astrologi og A.I.

Det var en af de opgaver, der kræver fingerspidsfornemmelse. Et aftenindslag efter en lang arbejdsdag, i baren efter middagen, for en gruppe fra Digitaliseringsstyrelsen. Stemningen skulle være let, men stoffet måtte gerne gå i dybden. Det er en balance, jeg nyder at finde.

84 år mellem hvert spring

Fokus for aftenen var Uranus – teknologiens og de pludselige gennembruds planet – og dens cyklus gennem Tvillingerne, kommunikationens tegn. Uranus bruger 84 år på at gennemløbe hele zodiakken, og hver gang den passerer Tvillingerne, sker der et markant spring i den måde, menneskeheden kommunikerer og udveksler information på.

Tre perioder, tre revolutioner

Mønsteret er slående.

I perioden 1775–1782 spillede den trykte presse en afgørende rolle i den amerikanske uafhængighedskrig. Antallet af aviser i kolonierne var vokset fra 16 til 37. En af de første historikere af revolutionen sagde, at pennen og pressen havde lige så stor betydning som sværdet. Samtidig blev kimen til fremtidens kommunikation lagt: i 1774, lige inden Uranus trådte ind i Tvillingerne, byggede den schweiziske fysiker Georges-Louis Le Sage verdens første elektriske telegraf: et primitivt apparat med 26 ledninger, én for hvert bogstav, der kun rakte mellem to rum i hans hjem. Men idéen om at sende beskeder med elektricitet var født.

I 1858–1865 blev idéen til virkelighed. Den transatlantiske telegraf sendte for første gang beskeder over Atlanterhavet på minutter i stedet for uger. Aviser spredte sig samtidig med stor hast.

I 1941–1949 eksploderede udviklingen igen: radaren, de første computere, transistoren og udbredelsen af radio og tv som massemedier. Verden gik fra at lytte til at se. Og de teknologier, der blev grundlagt her, er dem, vi stadig bygger videre på i dag.

Og nu: A.I. og 7 års udvikling i Tvillingernes tegn

Nu er Uranus på vej ind i Tvillingerne igen: Denne gang i en tidsalder, hvor kunstig intelligens allerede er ved at omforme vores hverdag. 

Blandt astrologer er der livlige drøftelser om, hvad de kommende syv år vil bringe ud over den teknologiske acceleration. Nogle vurderer, at A.I. vil udvikle sig til noget, der ligner en selvstændig intelligens – en ny “species” på planeten. Andre peger på, at perioden kan åbne for kontakt med intelligens, vi endnu ikke har mødt. Det lyder voldsomt, men historien viser, at Uranus i Tvillingerne konsekvent bringer forandringer, der overgår vores forestillingsevne.

15 minutter med alt fra kærlighed til videnskab

Det er altid muntert at afslutte med rigeligt tid til åbne spørgsmål. Den nysgerrige forsamling skuffede heller ikke med sin spørgelyst, det gik helt fra astrologiens videnskabelige grundlag og ugeblads-horoskopers brugbarhed til hvad astrologien kan sige om kærlighed.

En fornøjelig aften i Nordsjælland. Efterfølgende skrev koordinatoren: 

"Der var mange positive tilbagemeldinger senere på aftenen. Den faglige vinkel på teknologi passede godt til afdelingen."

Er du nysgerrig på, hvad astrologien kan tilbyde dit team eller din netværksgruppe? Jeg tilbyder foredrag og indslag tilpasset jeres rammer; lige fra det nørdede til det festlige.

Læs mere om erhvervsydelser her eller kontakt mig direkte.

 

Kontakt Marie Malling