Lader du dit liv styre af stjernerne?

Jeg blev for nylig kontaktet af en journalist fra et dansk ugeblad, der søgte en kvinde, som “lader sit liv styre af stjerner og horoskop med hjælp fra en astrolog.” Helst en, der godt var klar over, at andre nok syntes, det var lidt vildt.

Ej, hvor blev jeg ærgerlig. Hendes formulering sagde rigtig meget om, hvordan astrologien bliver set udefra. Billedet er tydeligt: en klient, der har overgivet sin dømmekraft til en astrolog, som fortæller hende, hvad hun skal gøre.

Det gør mig ærgerlig, fordi min praksis handler om det stik modsatte.

Bevidsthedens kompas

Når en klient sidder over for mig, bruger jeg horoskopet som et spejl. Samtalen handler om at genkende sine egne mønstre, forstå sine reaktioner og få øje på den udviklingsvej, man allerede er på. Målet er altid det samme: at klienten går derfra med større klarhed over sit eget indre og mere mod til at navigere sit liv selv.

Jo mindre vi forholder os reflekteret til livet, desto mere forudsigeligt agerer vi. Vi reagerer i stedet for at handle. Vi gentager i stedet for at vælge. Astrologien kan vise os præcis de steder, hvor vi kører på autopilot. Og den kan vise os, hvad der venter, når vi tør tage rattet.

Det er det modsatte af at lade stjernerne styre.

Narrativet og virkeligheden

Det, der nager mig ved henvendelsen, er at vinklen allerede lå fast, før samtalen var begyndt. Journalisten søgte en bekræftelse af et narrativ: den lidt eksotiske kvinde, der lever efter stjernerne, vel vidende at omverdenen ryster på hovedet.

Jeg tilbød en anden vinkel: hvordan én astrologisk samtale kan skabe et pejlemærke, som holder ved. De klienter, jeg møder, er reflekterede, nysgerrige og ofte midt i et vendepunkt, hvor de har brug for at finde deres eget kompas. De kommer én gang, måske to. Og så sender de deres børn, deres partner, deres venner. Fordi samtalen gav dem noget, de kunne bruge i årevis.

Svaret var venligt og kort: det matchede ikke det, hun søgte til artiklen.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg er mest ærgerlig over. At jeg sagde nej til en gratis synlighed og taletid i et ugeblad. Eller at det forældede billede af astrologien nu bliver tegnet op endnu en gang, uden at faget får den chance for at vise, hvad det faktisk kan i dag.

Er du nysgerrig på, hvad en astrologisk konsultation faktisk er? Læs mere om den personlige samtale her eller ræk ud til mig. 

 

Kontakt Marie Malling